Tysk erhvervstillid bløder op
Forventningerne til fremtiden har været helt vanvittigt sløje siden foråret.
Nye tal for tysk erhvervstillid målt ved Ifo-indekset viser, at det samlede indeks stiger til 88,6 i december fra 86,3 i november. Det er bedre end ventet, og det er samtidig nu tredje måned i træk med stigning i den tyske erhvervstillid.
Vurderingen af den nuværende forretningssituation stiger til 94,4 fra 93,1. Det er historisk set i den lave ende, men på ingen måde nogen katastrofal værdi. Forventningerne til de kommende 6 måneder stiger til 83,2 fra 80. Det er derimod fortsat vanvittigt lavt i en historisk kontekst til trods for den seneste stigning.
Pessimismen bløder op hos de tyske virksomheder. Forventningerne til fremtiden har været helt vanvittigt sløje siden foråret, men det har ikke fuldt ud materialiseret sig i den aktuelle forretningssituation. Tysk økonomi har formået at vokse gennem i 2022, og virksomhedernes vurdering af den nuværende situation er godt nok klemt, men den er altså ikke gået helt ned i kulkælderen. Det peger på en tysk økonomi, som viser nogen modstandsdygtighed i en tid med udfordringer i form af høj inflation, stigende renter og stor usikkerhed omkring forretningsudsigterne.
Den tyske økonomi har formået at vokse gennem samtlige af årets kvartaler. Senest så vi en vækst i BNP på 0,4% i 3. kvartal. Det er imponerende i en tid, hvor recessionsfrygten har været tiltagende. Forbruger- og erhvervstillid er banket i bund, mens priserne stiger kraftigt. Der er dog trængte udsigter at spore, når vi ser på tillidsindikatorerne.
Tyskland er Danmarks største samhandelspartner. Dansk eksport til Tyskland beskæftiger mere end 100.000 danske jobs. Retningen i den tyske økonomi har derfor indflydelse på dansk eksport, og derigennem den danske økonomi.
Ifo-indekset er udarbejdet af det tyske Ifo Institut og er baseret på omkring 9.000 virksomheder inden for fremstillingsindustrien, servicesektoren, handel og byggeri. Virksomhederne giver deres vurderinger af den aktuelle forretningssituation og deres forventninger til de næste seks måneder.