Europæisk erhvervstillid i kæmpe overraskelse
Det er særdeles positivt med den højeste erhvervstillid i 10 måneder.
Nye tal viser, at erhvervstilliden i eurozonen overrasker særdeles positivt i marts. Erhvervstilliden stiger til 54,1 i marts fra februars 52,0. Der var ventet en uændret tillid, så erhvervstilliden overrasker markant i den positive retning. Det fremgår af dagens PMI-tal. Det er især servicevirksomhederne, som trækker op i tilliden med 55,6 mens industrien omvendt skuffer med en værdi på 47,1.
Det er femte måned i træk, at erhvervstilliden stiger i eurozonen. Indekset har i hele 2023 ligget over de magiske 50, som indikerer økonomisk fremgang. Der er dog alene tale om en indikation, og sammen med den store forskel mellem service og industrien samt de aktuelt store aktuelle usikkerheder i økonomien skal tallet tolkes varsomt. Men uanset hvad, så er der tale om et tal i den klart positive kasse. Indekset bundede i oktober på 47,3.
Wow, europæisk erhvervstillid i kæmpe overraskelse. Det er særdeles positivt med den højeste erhvervstillid i 10 måneder. Prispresset løjer af for virksomhederne, forsyningssikkerheden lysner, og virksomhederne ser mere positivt på beskæftigelsesudsigterne. Den europæiske økonomi har ellers mødt masser af modvind med rekordkraftig inflation, markante rentestigninger og øget usikkerhed efter Ruslands invasion af Ukraine. Men vi ser alligevel ganske fornuftige nøgletal for økonomien.
I det ellers yderst positive nøgletal skal vi dog samtidig huske på, at alt ikke er guld og grønne skove. Erhvervstilliden var i slutningen af 2022 forankret under 50 i mere end et halvt år, og samtidig bremsede den økonomiske vækst markant op i eurozonen i 4. kvartal og blev svagt negativ. Samtidig ligger erhvervstilliden for industrien fortsat enormt lavt.
Dagens tal har stor betydning den danske økonomi. Mere end 50% af den danske eksport går til den europæiske økonomi og beskæftiger op mod en halv million personer i Danmark. Dermed kommer det positive nøgletal også til udtryk som positivt for Danmark. Ser vi helt nært på den tyske erhvervstillid, som kom tidligere i morges, så overraskede den også på den positive side. Det er betryggende for den danske eksport, som ellers går en tumultarisk tid i møde.