Svækket krone holder Nationalbanken i ro
I forhold til pariteten ud fra fastkurspolitikken er kronen dog stadig til den lidt stærke side, men med den seneste tids svækkelse er der kommet styr på kronen, og det holder i øjeblikket Nationalbanken fuldstændig i ro.
Netop offentliggjorte tal fra Nationalbanken viser, at Nationalbanken ikke intervenerede i valutamarkederne i august. Det er 7. måned i træk, at Nationalbanken ikke intervenerer i valutamarkederne. Forud for det intervenerede Nationalbanken i fem måneder træk for i alt 68 mia. kr. for at svække kronen. Det bidrog til en kronesvækkelse med at sælge danske kroner og købe udenlandsk valuta.
Kronen er svækket igen efter en meget lang periode med en ret så stærk krone. I forhold til pariteten ud fra fastkurspolitikken er kronen dog stadig til den lidt stærke side, men med den seneste tids svækkelse er der kommet styr på kronen, og det holder i øjeblikket Nationalbanken fuldstændig i ro.
Gennem 2021, 2022 og begyndelsen af 2023 med en stærk krone forsvarede Nationalbanken kronekursen ved at intervenere for adskillige milliarder. I tillæg undlod Nationalbanken at følge renteforhøjelserne fra Den Europæiske Centralbank helt til dørs, hvor de ikke forhøjede renten lige så meget som ECB. Det hele har været med til at lette presset på kronen, som siden er svækket. Kronen er nu tæt på det svageste i omkring tre år og langt tættere på paritetskursen overfor euroen, hvor man ønsker at være som følge af fastkurspolitikken.
Den danske Nationalbank har, ligesom ECB, hævet renten 9 gange siden sommeren sidste år. Indskudsbevisrenten er i dag på 3,35% hvor den for lidt over et år siden var i negative -0,60%.
Den mærkbare rentestigning har især boligejere med variabelt forrentede lån fået at mærke. For et år siden havde mange en rente i negativt territorium, men er siden steget til omkring 4%. At Nationalbanken ikke har fulgt ECB en-til-en har dog givet en lille renterabat, men det ændrer ikke ved, at renten alligevel er steget mærkbart for boligejerne.
Kronen ligger aktuelt i en kurs på 745,25 kr. for 100 euro. Det er mærkbart tættere på paritetskursen i fastkurspolitikken på 746,038 end for et halvt års tid siden. Tilbage i december var kronen styrket overfor euroen og lå tæt på 743,60.