Tysk erhvervstillid falder i august

Det er dystre meldinger fra de tyske virksomheder. Erhvervstilliden drøner nedad, og ligger nu på det laveste niveau siden efteråret sidste år. Det er særligt vurderingen af den nuværende situation, som trækker ned.

Lisette Rosenbeck ChristensenSeniorøkonomlrch@al-bank.dk38 48 47 60

Nye tal viser, at den tyske erhvervstillid målt ved Ifo-indekset falder for fjerde måned i træk. Det samlede indeks falder til 85,7 i august fra 87,3 i juli. Det er det laveste niveau siden oktober sidste år. Faldet overrasker negativt, da Bloombergs kon­sensus­for­vent­ning lød på et mindre fald til 86,8.

Et dybere kig ind i tallene viser, at det særligt er vurderingen af den nuværende situation, som trækker ned i den samlede erhvervstillid. Indekset falder til 89,0 mod 91,3 for en måned siden. Der var forventet et fald til 90,0. Forventninger til fremtiden falder med mindre til 82,6 fra 83,5. Forventningen lød her på 83,6.

Det er dystre meldinger fra de tyske virksomheder. Er­hverv­stil­li­den drøner nedad, og ligger nu på det laveste niveau siden efteråret sidste år, hvor inflationen bragede op over 10%. Den fortsat høje inflation i tysk økonomi har sammen med de kraftigt stigende renter taget hårdt på den økonomiske vækst. Det har ført til teknisk recession over vinteren og nulvækst i foråret.

Den tyske økonomi er gået helt i stå i andet kvartal med vækst på 0,0%. Det følger efter to kvartaler med negativ vækst på henholdsvis -0,1% og -0,4%. Det betyder, at den tyske økonomi har været ramt af teknisk recession hen over vinteren. Den sløje udvikling i tysk økonomi har stor indflydelse på den danske økonomi gennem vores eksport til Tyskland, som beskæftiger mere end 100.000 danske jobs.

Ifo-indekset er baseret på omkring 9.000 virksomheder inden for frem­stil­lings­in­du­stri­en, ser­vi­ce­sek­to­ren, handel og byggeri. Virksomhederne giver deres vurderinger af den aktuelle for­ret­nings­si­tu­a­tion og deres forventninger til de kommende seks måneder.

Relaterede artikler