Globale fødevarepriser faldt 10% i 2023
Det markante fald i de globale fødevarepriser kan resultere i billigere indkøb for danskerne.
Netop offentliggjorte tal fra FN’s fødevareprisindeks viser, at de globale fødevarepriser faldt med 1,5% i december. De globale fødevarepriserne er nu faldet i 19 ud af de seneste 21 måneder siden marts 2022, hvor priserne toppede.
Ser vi på 2023 som helhed, så slutter de globale fødevarepriser 10% lavere end ved begyndelsen af året. Og i forhold til toppen i begyndelsen af 2022, så er fødevarepriserne faldet med intet mindre end 26%.
De globale fødevarepriser er faldet gennem stort set hele 2023. Det løber sig op i et fald på hele 10%. Den lange tids fald kan smitte af på danske forbrugere, som har oplevet en mærkbar stigning i fødevarepriserne. Det markante fald i de globale fødevarepriser og en bred forventning om prisfald hos fødevarevirksomheder i Danmark, kan resultere i billigere indkøb for danskerne.
Mere end halvdelen af den danske detailhandel med fødevarer forventer at sænke priserne i løbet af de kommende måneder. Helt eksakt er det 51% af virksomhederne. Det visertal fra Danmarks Statistik.
De danske forbrugere er så småt begyndt at mærke fald i fødevarepriserne. I forhold til juli, hvor de toppede, så er priserne for danskerne faldet med 3%. Men danskernes fødevarepriser er dog fortsat 20% højere end for to år siden. Forskellen mellem de globale fødevarepriser og den danske forbrugerpris er blandt andet, at den globale fødevarepris er selveste råvaren, mens danskernes fødevarepris siden er påvirket af forarbejdning, transport og opbevaring.
Trods det seneste halvandets års fald på 25% i de globale fødevarepriser ligger de stadig 14% højere end for bare tre år siden. Så selvom der formentlig er et fald i vente, skal vi ikke forvente, at priserne vender tilbage til, hvor de var for en lille række år siden. Fødevareprisindekset fra FN er baseret på eksporterede og uforarbejdede råvarer og indeholder fem hovedkomponenter bestående af korn, kød, mejeriprodukter, sukker og vegetabilske olier.