Jobskabelse i USA lander tæt på forventningen
Der er da også kun begrænsede markedsbevægelser at spore ovenpå de nye tal.
Beskæftigelsen i USA steg med 227.000 personer uden for landbruget i november. Der var ventet 220.000 nye jobs, så jobskabelsen lander stort set som ventet. Samtidig opjusteres de foregående to måneders jobvækst med 56.000 personer. Ledigheden stiger til 4,2% fra 4,1%, mens de årlige lønstigninger var uændret på 4,0%.
Jobskabelsen i USA lander tæt på forventningen og er dermed uden store overraskelser. Der er da også kun begrænsede markedsbevægelser at spore ovenpå de nye tal. Renterne falder en snas, men intet der for alvor rykker. Dagens tal holder forventningerne til den amerikanske centralbank intakte til en ny rentenedsættelse i december. Vi forventer, den kommer, og markedet hælder også til det.
Den amerikanske centralbank, Fed, sænkede renten for en måned siden. Det var anden rentesænkning i år, hvor de samlet har sænket renten med 0,75 procentpoint.
Vi forventer, at renten sænkes igen på rentemødet 18. december og denne gang med 0,25 procentpoint. Fed forhøjede renten kraftigt gennem 2022 og 2023 som kuren mod den høje inflation. Der er nu kommet langt mere ro på inflationen, og åbner døren for lavere renter. Dog har forventningerne til rentesænkninger fortaget sig, særligt ovenpå det amerikanske præsidentvalg og udsigten til potentielt højere inflation. Der er dog fortsat rentesænkninger på menuen, men ikke i lige så stor udstrækning som hidtil forventet.
De danske boligrenter er påvirkede af udsigterne fra USA, herunder rentesænkninger. Særligt de fastforrentede lån, hvor renten senest er faldet til 3,5%. Det kan sætte gang i en konverteringsbølge blandt boligejere med en højere rente på lånet på enten 5% eller 6%. Vi tror på, at der ligger en mindre konverteringsbølge i januar med de aktuelle renter. De lavere renter kommer efter en lang periode, hvor renten har ligget på 4% og forud for det 5% og nåede tilmed kortvarigt op på 6%.