Lille pil ned for tysk erhvervstillid

Tilliden til den tyske økonomi viser på ny svag pil ned.

Udsigt Over Havnen

Nye tal viser, at den tyske erhvervstillid, målt ved Ifo-indekset, er svagt forringet i juni. Det samlede indeks falder til 88,6 i juni fra 89,3 i maj. Det ringere end ventet, da der var ventet en lille stigning.

Tilliden til den tyske økonomi viser på ny svag pil ned. Efter at tilliden har været i en smule bedring gennem det meste af 2024, så virker det nu til, at luften er gået af ballonen. Tysk økonomi kæmper stadig, som også har været tilfældet de seneste to år med sløje og til tider negative vækstrater. Det er for­vent­nin­ger­ne til fremtiden, som tager et skridt ned i juni, og det vidner om, at tysk økonomi ikke er kommet helt på den anden side endnu. Man havde klart håbet på bedre.

For­vent­nin­ger­ne til fremtiden forringes i juni for første gang i fem måneder. Her lyder målingen i juni på 89,0 mod 90,3 måneden før. Vurderingen af den nuværende økonomiske situation er derimod uændret på 88,3.

Den samlede erhvervstillid faldt mod slutningen af 2022 til noget nær det laveste i 20 år, kun set værre under finanskrisen og coronakrisen. Og den er stadig meget lav. Tysklands økonomi har i de senere år været præget af høj inflation, ren­testig­nin­ger, stagnerende vækst og økonomisk usikkerhed. Inflationen har peget en smule op igen, men det ændrer ikke på, at den i store træk er kommet under kontrol. Tilmed er der kommet den første rentesænkning fra ECB siden 2019. Det kan give en smule medvind fremadrettet.

Ifo-indekset er baseret på omkring 9.000 virksomheder inden for frem­stil­lings­in­du­stri­en, ser­vi­ce­sek­to­ren, handel og byggeri. Virksomhederne giver deres vurderinger af den aktuelle for­ret­nings­si­tu­a­tion og deres forventninger til de kommende seks måneder.

Relaterede artikler