Stor jobskabelse i USA
Der var stor jobvækst i USA i januar, og ledigheden holder sig lav. Det her kan være med til at skyde den første rentenedsættelse længere ind i foråret fremfor allerede til rentemødet i marts.
Beskæftigelsen steg med 353.000 personer i januar i USA uden for landbruget. Der var ventet en stigning på 185.000, så beskæftigelsesfremgangen er langt større end ventet. Samtidig er de to foregående måneders jobskabelse revideret op med 126.000.
Jobtoget i USA kører videre. Der var stor jobvækst i januar, og ledigheden holder sig lav. Der er ikke meget i dagens tal, der ligefrem skriger til himlen for, at den amerikanske centralbank skal sænke renten om et kort øjeblik. Det her kan være med til at skyde den første rentenedsættelse længere ind i foråret fremfor allerede til rentemødet i marts.
Ledigheden er uændret på 3,7% og er fortsat lav historisk set. Ledigheden ramte sidste år det laveste siden 1969 med 3,4% og er alene steget svagt siden. Til sammenligning var ledigheden oppe på næsten 14,7% under coronakrisen. Den årlige lønstigning tikker samtidig op til 4,5% mod tidligere 4,1%.
Den amerikanske centralbank fastholdt tidligere på ugen renten på det højeste siden 2001. Men man er nu gået fra renteforhøjelser til nu i det små åbne døren for rentenedsættelser. Men arbejdsmarkedet præsterer fortsat enormt flot, og det kan sende en kommende rentenedsættelse længere ud i horisonten.
Med danske briller har de amerikanske jobtal også interesse. Tal som i dag har på alle måder potentialet for at påvirke rentesituationen, også for danskerne. Særligt danskernes fastforrentede lån er påvirkede fra USA, hvor udsigten til rentesænkninger er med til at sende renten på de fastforrentede lån ned. Men renterne stiger som udgangspunkt ovenpå dagens flotte tal fra arbejdsmarkedet. Samtidig beskæftiger dansk eksport til USA op mod 100.000 danske arbejdspladser. Og et fortsat fornuftigt tempo i den amerikanske økonomi er derfor også positivt i dansk eksports interesse.