Lille bedring i tysk erhvervstillid
Dels er stigningen alene drevet af den nuværende situation, mens forventningerne til fremtiden omvendt trækker ned.
Nye tal viser, at den tyske erhvervstillid målt ved Ifo-indekset forbedres en anelse i januar. Det samlede indeks stiger til 85,1 i januar fra 84,7 i december. Der var ifølge Bloomberg ventet en stigning til 84,8. Det er vurderingen af den nuværende økonomiske situation, der stiger i januar, hvor indekset går frem til 86,1 fra 85,1. Omvendt falder forventningerne til fremtiden til 84,2 fra 84,4 måneden før.
Vi ser en lille forbedring i den tyske erhvervstillid. Tilsvarende så vi også en bedring i PMI-tallene i fredags, som kom bedre ud end ventet. Så kryds ved det. Men når det er sagt og krydset er sat, så er der ingen roser uden torne i dagens ellers lidt bedre erhvervstillid. Dels er stigningen alene drevet af den nuværende situation, mens forventningerne til fremtiden omvendt trækker ned. Og dels ligger den tyske erhvervstillid i et historisk perspektiv ekstremt svagt til. Med andre ord er der fortsat tætte skyer over den tyske økonomi.
Kaster vi blikket på væksten i den tyske økonomi, så er den stort set ikke eksisterende. Senest voksede økonomien med sølle 0,1% og siden begyndelsen af 2022 er økonomien skrumpet og vokset på skift fra kvartal til kvartal. Det er alt andet end imponerende, og den tyske økonomi hænger fortsat i bremsen.
På den politiske scene er der uro, og det er ofte noget, som erhvervslivet og investeringerne ikke bryder sig om. Et nyvalg i Tyskland venter rundt om næste hjørne, efter regeringen kollapsede i slutningen af 2024. Og også på den internationale scene fylder storpolitik, efter Trump er trådt ind i Det Hvide Hus. Risikoen for told og potentiel handelskrig med USA er højt på agendaen. Og alene usikkerheden og risikoen er ikke godt for noget.
Nye rentenedsættelser fra ECB kan imidlertid give lidt medvind. På torsdag har ECB nyt rentemøde, og der er udsigt til, at renten bliver sat ned for femte gang på under et år. Den resterende del af året vil i tillæg byde på endnu flere rentenedsættelser, som billedet er lige nu. Vi forventer, at ECB trykker på renteknappen yderligere 3-4 gange foruden rentenedsættelsen til rentemødet på torsdag.
Ifo-indekset er baseret på omkring 9.000 virksomheder inden for fremstillingsindustrien, servicesektoren, handel og byggeri. Virksomhederne giver deres vurderinger af den aktuelle forretningssituation og deres forventninger til de kommende seks måneder.