Renten fastholdes hos den amerikanske centralbank

Fed tager en pause og fastholder renten for første gang i et halvt år.

Mand Sidde Med Papir Foran Bærbar Pc Og Kikker På Grafer

Den amerikanske centralbank, Fed, fastholder renten på 4,25%-4,50%. Det er første gang siden juli, at Fed holder renten i ro, efter de sænkede renten på rentemøderne i september, november og december. På de tre foregående rentemøder blev der samlet skåret 1,00 procentpoint af renten.

Gennem 2022 og 2023 forhøjede Fed renten fra rekordlave 0%-0,25% til 5,25%-5,50% for at tøjle den høje inflation.

Fed tager en pause og fastholder renten for første gang i et halvt år. Men det er i vores optik ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de er færdige med ren­tes­ænk­nin­ger, men mere et klart signal om, at man går langsommere til værks i 2025. Efter at have leveret ren­te­ned­sæt­tel­ser næsten som perler på en snor mod slutningen af 2024, så skal vi nogle rentemøder hen, før det kan blive tilfældet igen. Formentligt først i maj eller juni. Men pilen peger i vores optik fortsat ned for renten hos den amerikanske centralbank.

Der er en større usikkerhed for renterne efter det amerikanske præsidentvalg. For­vent­nin­ger­ne til yderligere ren­te­ned­sæt­tel­ser er drønet ned med udsigten til en mere vækstfremmende og inflationær finanspolitik. I øjeblikket ventes blot 2 ren­te­ned­sæt­tel­ser fra Fed i 2025, hvor det tidligere var omkring en håndfuld. Vi vil dog tillade os at være en smule kritiske overfor de neddroslede forventninger og ser potentiale for flere. Men der er absolut ingen tvivl om, at vi lige nu taler om et større udfaldsrum for renterne.

Vi kan samtidig konstatere, at centralbanken foreløbig lader Trumps ønske om lavere renter prelle af. Det er i øvrigt det helt rigtige at gøre. Den amerikanske centralbanks uafhængighed er helt ekstremt vigtigt og en grundpille i troværdigheden. Til pres­se­kon­fe­ren­cen vil der stensikkert komme spørgsmål om Trumps politik og forventninger. Men Jerome Powell vil svare rundt om spørgsmålet og undlade at give præcise svar, ligesom der heller ikke ligger en præcis bane for det vedtagne politik fra Trumps side og deraf påvirkningen på økonomien.

Mange danskere har flere god grunde til at følge udviklingen hos den amerikanske centralbank. Ikke mindst en del boligejere, hvor især de fastforrentede lån er påvirkede fra den anden side af Atlanten. I øjeblikket taler vi 4% i rente på et fastforrentet lån. Og skulle tilfældet ske, at der bliver skruet op for for­vent­nin­ger­ne til ren­te­ned­sæt­tel­ser hos Fed, så kan vi pludselig begynde at tale om endnu lavere renter og potentiel kon­ver­te­rings­bøl­ge. Det er ikke et usandsynligt scenarie. Hertil står USA også som et stort eksportmarked for Danmark og kan derfor også påvirke den samlede danske økonomi.

Relaterede artikler