24% færre lånetilbud fra realkreditinstitutterne

Det er langtfra unormalt ovenpå en oktober måned, som bød på opsigelsesfrist på fastforrentede lån.

Kvinde Og Mand Sidder I Sofa

Morgenfriske tal fra Finans Danmark viser, at der i november blev afgivet 14.188 lånetilbud fra re­al­kre­di­tin­sti­tut­ter­ne til boligejere og virksomheder. Det er 24% lavere end i oktober. Det er langtfra unormalt, at lånetilbuddene falder til ro i november, da oktober bød på op­si­gel­ses­frist for fastforrentede lån. Omkring halvdelen af lånetilbuddene i november er afgivet til boligejere til en konvertering eller tillægslån. Til sammenligning var den andel 60% i oktober.

Antallet af lånetilbud falder til ro i november. Det er langtfra unormalt ovenpå en oktober måned, som bød på op­si­gel­ses­frist på fastforrentede lån, og som derfor kan give ekstra trafik for lånetilbud. Vi har dog set i december, at renten på de fastforrentede realkreditlån har taget endnu et skridt ned med tilkomsten af 3,5%-lånet med afdragsfrihed. Det kan være med til at sende antallet af lånetilbud op på ny i december og januar, hvis rentefaldet holder ved eller bliver forstærket.

Siden slutningen af november har 4%-lånet med afdrag været lukket land for boligejerne, mens varianten med afdragsfrihed blev sendt af banen i sidste uge. Det har banet vejen for nye realkreditlån med en rente på 3,5%, som i øjeblikket handler til kurser omkring 97-98. De lavere renter åbner op for, at en ned­kon­ver­te­ring gradvist bliver mere interessant for boligejere med et 5%- eller 6%-lån for på den måde at spare penge på den månedlige ydelse.

Vi så allerede ved seneste op­si­gel­ses­frist ved udgangen af oktober, at der blev opsagt fastforrentede lån for 28 mia. kr., hvilket var den højeste ned­kon­ver­te­rings­ak­ti­vi­tet i 3,5 år. Og siden er renten faldet yderligere, hvor 3,5%-lånene har afløst 4%-lånene. Vi ser derfor et potentiale for, at rentefaldene kan sætte gang i en kon­ver­te­rings­bøl­ge blandt boligejere med en højere rente på lånet på enten 5% eller 6%. Og det vil i så fald også sende flere boligejere hen efter et lånetilbud.

Relaterede artikler