4%-lånet nærmer sig kurs 100

Det er det højeste kursniveau for et 4%-lån i mere end to år.

Person Bruger Lommeregner

4%-lånet med afdrag er gået fra en kurs omkring 97 i starten af juli til aktuelt at krydse kurs 99,5 – altså meget tæt på 100. Hvis lånet går over kurs 100, så vil lånet lukke for tilbud. Samme billede gør sig gældende i den afdragsfri variant, som er gået fra en kurs på 96 til aktuelt tæt på 99.

Renterne er generelt faldet den seneste tid. Alene siden starten af juli er de 10-årige statsrenter i USA faldet med omkring 0,80%-point, mens de tilsvarende danske og tyske statsrenter er faldet omkring 0,50%-point i samme periode. Det smitter også af på de hjemlige fastforrentede re­al­kre­di­tren­ter, hvor vi også har set en bevægelse nedad på renterne, som dermed sender kurserne opad.

4%-lånet med afdrag nærmer sig med hastige skridt kurs 100. Det er det højeste kursniveau for et 4%-lån i mere end to år. Vi er efterhånden ikke langt fra, at lånet bliver sendt af spillepladen, hvis der kommer et ekstra nyk op på kursen. Og sker det, så skal vi til at spejde efter nye alternativer i form af et 3,5%- eller 3,0%-lån.

Rentefaldene sker som følge af udsigten til ren­tes­ænk­nin­ger fra flere centralbanker. I går sænkede Den Europæiske Centralbank, ECB, og Nationalbanken renten for anden gang i år, mens forventningen er, at den amerikanske centralbank, Fed, følger efter i næste uge. Alene for­vent­nin­ger­ne har været med til at drive renterne ned på de fastforrentede re­al­kre­di­tren­ter.

Rentefaldene er positivt for mange boligejere og boligmarkedet. Mange boligejere med variabel rente har allerede mærket et lille rentefald ved seneste ren­te­fast­sæt­tel­se i juli. Og fortsætter de fastforrentede re­al­kre­di­tren­ter med at falde, vil det også få mange boligejere med fastforrentede lån til at nedkonvertere. Hertil kan rentefaldet på både variabel og fast rente give et nyt skub til boligmarkedet, da det kan være med til at skærpe interessen for at opsøge boligdrømmen for boligsøgende danskere.

De fastforrentede re­al­kre­di­tren­ter er faldet i et meget adstadigt tempo de seneste par år. I efteråret 2022 nåede vi en rente på 6%, som dog hurtigt blev afløst af et 5%-lån, som var det toneangivende i det meste af 2023. I 2024 har det så været 4%-lånene, som har domineret.

Relaterede artikler