Højeste boligudbud i næsten 5 år

Det betyder, at udbuddet af boliger nu er steget uafbrudt i et år med højde for sæson.

Udsigt Hen Over Hustage

Nye tal fra Boligsiden viser, at udbuddet af boliger var stort set uændret i juli. Der står nu i alt 51.655 boliger til salg mod 51.662 for en måned siden. Det svarer til en ændring på sølle -0,01%. Boligudbuddet fordeler sig med 36.710 huse, 7.986 lejligheder og 6.959 sommerhuse.

Men tager vi højde for sæson, så steg udbuddet af boliger derimod med 0,5% i juli. Og det tegner dermed den 12. måned i træk med flere salgsskilte på boligmarkedet, som det seneste år er vokset med 18%. Det betyder, at boligudbuddet aktuelt er på sit højeste siden oktober 2019.

Det samlede antal salgsskilte på boligmarkedet var uforandret i juli, men det er ganske normalt med mindre liv på boligmarkedet i store som­mer­fe­ri­e­må­ned. Og i lyset af det, så steg udbuddet af boliger egentlig i juli, når vi tager højde for netop den sæson. Det betyder, at udbuddet af boliger nu er steget uafbrudt i et år med højde for sæson. Og i det tilfælde rammer boligudbuddet med dagens tal det højeste siden efteråret 2019.

Det voksende antal salgsskilte er en ubetinget fordel for danskerne, som er på boligjagt. Det giver flere boliger at vælge mellem, bedre for­hand­lings­kraft og alt andet lige længere betænkningstid, når underskriften skal sættes på drømmeboligen. Og omvendt giver det sælgerne flere konkurrenter. Derfor kan det voksende antal af boliger til salg efterlade et nedadgående pres på boligpriserne.

Selvom udbuddet vokser og isoleret set trækker ned for boligpriserne, så er der imidlertid en lang række af faktorer, der samtidig trækker i den anden retning. Mange danskere genvinder i øjeblikket massiv købekraft med højeste lønstigninger i omtrent 30 år, mens beskæftigelsen slår den ene rekord efter den anden. Herudover er ren­testig­nin­ger­ne bremset op og vendt til rentefald, hvilket typisk er gunstigt for boligmarkedet og boligpriserne. Derfor forventer vi samlet set, at boligpriserne har lille pil op i den resterende del af året.

Relaterede artikler