Prisnedslag på boliger ligger stabilt

I hele 2024 har prisnedslagene befundet sig omkring 5-7% på huse og lejligheder.

Fordør Med Post I Brevsprækken

Nye tal fra Finans Danmark viser, at prisnedslagene på boligmarkedet har ligget rimelig stabilt de seneste par kvartaler. I gennemsnit lød prisnedslagene i 3. kvartal på 6,9% for huse og 5,1% for lejligheder, når vi tager højde for sæson. Det er nogenlunde uforandret i forhold til 1. og 2. kvartal.

Prisnedslagene udtrykker, hvor meget prisen i gennemsnit flytter sig fra første udbudspris og ned­tag­nings­pris til den aktuelle salgspris. Prisen på en udbudt bolig kan dermed både blive justeret i den periode, boligen står til salg, og i forbindelse med forhandlingen mellem køber og sælger.

Prisnedslagene har stabiliseret sig. I hele 2024 har prisnedslagene befundet sig omkring 5-7% på huse og lejligheder, og det var også heromkring vi lå i tiden op til corona. Det sker efter nogle tumultariske år på boligmarkedet, hvor prisnedslagene først blev sendt helt i bund under corona, da bo­li­g­ef­ter­spørgs­len buldrede derudaf for derefter at blive sendt i vejret, da renterne steg mærkbart.

Set fra købernes side betyder det, at der er noget rum til forhandling i forbindelse med boligkøbet. Med andre ord behøver man ikke nødvendigvis antage den udbudte pris som værende den endelige pris. Selvfølgelig sker det i mange tilfælde, og også at der faktisk købes til over udbudspris, men i gennemsnit bliver prisen forhandlet lidt ned, hvilket ses i de her nye tal. Og omvendt er det et udtryk for sælgerne for, at man må strække sig lidt på prisen i handlen. Når det er sagt, så er det heller ikke tordende høje prisnedslag. Og det skyldes, at der er god gænge på boligmarkedet.

Nedslagene i 3. kvartal svarer til et gennemsnitligt afslag på 174.000 kr. på et hus på 140 kvm., mens det er 165.000 kr. på en 90 kvm. lejlighed. Deler vi op og ser pris­ju­ste­rin­gen i udbudstiden og i selve forhandlingen mellem køber og sælger, så er nedslaget i forbindelse med pris­ju­ste­rin­gen i udbudstiden lidt større, end under selve forhandlingen mellem køber og sælger.

Prisnedslagene har fundet sig til rette i et leje, som minder om tiden op til corona. Fra 2015 og frem til corona befandt huse sig omkring 6%-7%, mens lejligheder lød på i omegnen af 4%-6%. Under corona nåede prisnedslagene helt ned på 2% for lejligheder og 4% for huse, mens de så bankede op i ca. 10% for både huse og lejligheder, da renterne steg mærkbart i 2022.

Relaterede artikler