Renterne daler
Vi taler aktuelt om de højeste kurser på fastforrentede lån i rundt regnet to år.
Rentefaldene fortsætter ned på danskernes realkreditlån. Her til formiddag runder det afdragsfrie fastforrentede 4%-lån kurs 98. Det har vi ikke set siden august 2022, og alene den seneste måned er kursen steget omkring 2 kurspoint. Samtidig begynder det fastforrentede 4%-lån med afdrag at nærme sig kurs 99, som ligeledes er det højeste siden august 2022.
Der er rentefald på menuen for danske boligejere. Vi taler aktuelt om de højeste kurser på fastforrentede lån i rundt regnet to år. Det fastforrentede 4%-lån med afdrag flirter med kurs 99, mens den afdragsfrie variant lige nu har rundet kurs 98.
Rentefaldende sker som følge af udsigten til en lempelse af pengepolitikken med rentesænkninger fra flere centralbanker. Så sent som i går aftes skærpede den amerikanske centralbank tonen en smule om en rentesænkning i horisonten, selvom de intet garanterer. Alene forventningen til det er med til at drive realkreditrenterne ned i øjeblikket. Den europæiske centralbank har allerede været på banen i juni med den første rentesænkning, som har været med til at trække renten på de variabelt forrentede lån ned.
De seneste tre års tid har fastforrentede lån fra 0,5% til 6,0% været i spil. Begyndelsen på 2021 bød på en rente på 0,5% på et 30-årigt fastforrentet lån, men nåede helt op på 6% i efteråret 2022. Det er en heftig rentestigning på relativt kort tid, men siden er renterne faldet lidt tilbage fra tinderne. I det meste af 2023 hed renten 5%, men er så henimod slutningen af året og i begyndelsen af 2024 blevet afløst af 4%-lån.
Rentefaldende har positiv konsekvens for mange danske boligejere. Mange boligejere med variabel rente har allerede mærket et lille rentefald ved seneste rentefastsættelse i juli. Hertil kan rentefaldet på både variabel og fast rente give et nyt skub til boligmarkedet, da det kan være med til at skærpe interessen for at opsøge boligdrømmen for boligsøgende danskere.