Tvangsauktionerne holdes i kort snor

I snart 4 år har tvangsauktionerne været ganske lave, og der er ingen udsigt til, at det kommer til at ændre sig nævneværdigt i nær fremtid.

Husfacade Med Blå Dør Og Blå Vinduer

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i juli blev bekendtgjort 105 tvangs­auk­tio­ner, når der tages højde for sæson. Det er 9 færre end i juni. Samlet har årets første syv måneder budt på 769 tvangs­auk­tio­ner, hvilket er 8,9% lavere sammenlignet med samme periode sidste år.

Tvangs­auk­tio­ner befinder sig stabilt og lavt, og juli er ingen undtagelse. Det kommer dog langt fra som nogen overraskelse. I snart 4 år har tvangs­auk­tio­ner­ne været ganske lave, og der er ingen udsigt til, at det kommer til at ændre sig nævneværdigt i nær fremtid. Boligmarkedet kører med fornuftige og stabile takter, mens boligejerne er solide med rekordhøj beskæftigelse og god betalingsevne.

Det har næsten ikke kunne aflæses i antallet af tvangs­auk­tio­ner, at inflationen har været tårnhøj og at renterne er steget betragteligt på variabelt forrentede realkreditlån. Det skyldes primært, at vi i samme periode har været vidne til et brølstærkt arbejdsmarked med rekordhøj beskæftigelse og lav ledighed. Når mange er i arbejde, så er det alt andet lige lettere at betale sine regninger – også selvom renter og inflation har gjort gedigne indhug i danskerens budgetter. Det ser vi også afspejlet i re­stan­ce­pro­cen­ten på realkreditlån, som fortsat er meget lav. I tillæg har boligmarkedet vist fornuftige takter, og det gør det lettere at sælge boligen i fri handel, hvis der skulle opstå problemer med at betale terminen – og derved undgå en tvangsauktion.

Med de nuværende udsigter, så forventer vi, at tvangs­auk­tio­ner­ne holder sig omkring sit nuværende niveau, da dansk økonomi klarer sig ganske godt, og der ikke er udsigt til store stigninger i ledigheden.

Relaterede artikler