Færre boliger til boligkøberne
Boligkøbere har fået færre boliger at vælge mellem.
Nye tal fra Boligsiden viser, at der i dag står 46.566 boliger til salg. Det er 2% færre end for en måned siden. Udbuddet af boliger er nu faldet fem måneder i træk, hvor det samlet er faldet med 10%. Det betyder, at der aktuelt er 5.400 færre salgsskilte på boligmarkedet end for blot fem måneder siden.
Boligkøbere har fået færre boliger at vælge mellem. Og det gælder både for boligsøgende af huse, lejligheder og sommerhuse. Det er dog ikke usædvanligt, at antallet af salgsskilte trækker sig op mod vinteren, hvor færre simpelthen sætter boligen til salg. Men nedgangen op mod denne vinter har været større end normalt.
For danskere på boligjagt er det dalende udbud en skidt ting, men situationen er bestemt ikke helt håbløs. For trods den seneste tids fald går vi lige nu en tid i møde, hvor udbuddet normalt stiger, da vi ser typisk en opblomstring gennem foråret med flere salgskilte. Og udbuddet er samtidig mærkbart højere end for blot få år siden. Sammenlignet med samme tidspunkt i 2022 er udbuddet af boliger vokset med næsten 50%. Så der en god mængde boliger at vælge mellem.
Det større end normale fald op til denne vinter er blandt andet et resultat af, at der handles flere boliger. Som helhed bød 2024 på det højeste antal solgte boliger siden 2021. Og handlerne sluttede året af i den høje ende.
Vi forventer et fortsat pænt momentum på boligmarkedet. Forudsætningerne er gode med fald i renterne og et arbejdsmarked, der står hammerstærkt. Dermed er fundamentet lagt for en pæn handelsaktivitet og fortsatte prisstigninger på boligmarkedet. Boligpriserne steg i 2024 med 5% på huse og 7% for lejligheder.