Ny rekord for salget af elbiler

Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev solgt 6.456 nye elbiler i marts. Det er det højeste antal solgte elbiler på en enkeltstående måned nogensinde. En ny bil tæller som solgt, når den er indregistreret, og ikke ved underskrivelsen af købsaftalen.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55

Det samlede bilsalg for marts lyder på 17.907 nye personbiler. Det betyder, at salget af elbiler udgør hele 36,1% af det samlede bilsalg i marts. Dermed fortsætter fremgangen, som har kendetegnet elbilerne i de seneste år. Sidste år udgjorde elbilerne 21% af det samlede bilsalg, mens de for få år siden kun udgjorde 2%.

Elbilsalget når nye rekordhøjder i marts. Aldrig før er der blevet solgt så mange elbiler på en enkelt måned, som der blev i marts. Prisfald driver en del af det boomende salg, men faktisk har danskerne over en længere periode for alvor taget elbilerne til sig. Vi forventer, at den mærkbart højere interesse for elbiler vil fortsætte i takt med, at der kommer flere modeller og flere ladestandere.

Med et samlet bilsalg på 17.907 i marts, er der tale om en månedlig stigning på hele 54% fra februar. Bilsalget er dog sædvanligvis væsentligt højere i marts, og tager vi højde for sæsonen, er der tale om en mere beskeden stigning på 5,7% fra februar til marts. Sammenligner vi med marts sidste år blev der i år solgt 21,4% flere biler.

Bilsalget har genfundet noget af melodien i starten af 2023. Både januar, februar og marts overgår de samme måneder af 2022, som bød på det værste år i mere end et årti med både produktions- og le­ve­ran­ceud­for­drin­ger. Der er dog ikke tale om et decideret buldrende bilsalg, og sammenligner vi med tiden forud for coronakrisen, så er bilsalget fortsat milevidt fra det niveau.

Vi forventer, at bilsalget i 2023 bliver en anelse bedre end i 2022. To modsatrettede effekter vil præge bilsalget i år. På den ene side vil bilsalget få et løft fra opblødningen i de leverance- og pro­duk­tions­ud­for­drin­ger, som prægede store dele af 2022. På den anden side er danskernes købekraft svækket som følge af den tårnhøje inflation, mens beskæftigelsen står til at falde i år, hvilket vil give ringere vilkår for bilsalget. Samlet forventer vi dog, at den første effekt vil være dominerende og forventer dermed et lille løft til bilsalget i år.

Relaterede artikler