Inflationen stiger lidt

Det bør absolut ikke give anledning til nogen større panik. Den højere inflation er mest af alt af teknisk karakter.

Kvinde Og Mand Arbejder Med Et Højbed

Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen stiger til 1,4% i august fra 1,1% i juli. Ker­ne­in­f­la­tio­nen, som ser bort fra ikke-forarbejdede fødevarer og energi, stiger til 1,2% fra 1,0%. Stigningen skyldes dog mest af alt et ekstraordinært stort fald i priserne sidste år i august. Og sidste års prisfald får inflationen til at stige nu, da inflation måles ved priserne i dag i forhold til for et år siden.

Det bør absolut ikke give anledning til nogen større panik. Den højere inflation i august er mest af alt af teknisk karakter, og man skal holde tungen lige i munden i tolkningen af dagens tal. Priserne faldt rent faktisk i august i forhold til juli. Men da inflation måles ved årlige prisstigninger, så stiger inflationen simpelthen, fordi priserne faldt endnu mere i august sidste år. I bund og grund holder inflationen sig lav, og det er godt nyt for danskerne.

Den fortsat lave inflation er gode nyheder for danskerne. Inflationen har nu været under 2% i 11 måneder i streg med undtagelse af en enkelt måned. Til sammenligning toppede den på mere end 10% for knap to år siden. Den lave inflation kombineret med pæne lønstinginger for mange danskere betyder, at mange danskere vinder købekraft igen.

Vores forventning er, at inflationen vil befinde sig tæt på sit nuværende niveau over den kommende tid. Der er kommet langt mere ro på pris­ud­vik­lin­gen. Dog kan lønstigninger give lidt ny medvind til inflationen, dels gennem øget om­kost­nings­pres hos virksomhederne, dels gennem højere efterspørgsel i pri­vat­for­bru­get. Vi forventer dog ikke, at inflationen igen bliver alarmerende høj, og mange danskeres lønstigninger vil også kunne hamle op med det.

Relaterede artikler