Ledigheden stiger en tand
Selvom det selvfølgelig er ærgerlige nyheder, at flere må stille sig i arbejdsløshedskøen, er ledigheden fortsat lav.
Friske tal fra Jobindsats viser, at ledigheden stiger med knap 1.000 personer i september, når vi korrigerer for almindelige sæsonudsving. Der er nu 88.300 ledige fuldtidspersoner i Danmark, svarende til en ledighedsprocent på 2,9%. På trods af stigningen i antallet af ledige, holder ledighedsprocenten sig på 2,9% og har dermed været uændret i 11 måneder i træk.
Arbejdsløsheden stiger i september med 1.000 personer. Stigningen kommer efter en lang periode med stabilitet, hvor vi ikke har set nævneværdige ændringer i ledigheden. Selvom det selvfølgelig er ærgerlige nyheder, at flere må stille sig i arbejdsløshedskøen, skal vi huske, at en ledighed på 2,9% historisk set er meget lavt. Den lød til sammenligning på 3,6% inden coronakrisen.
Ledigheden er stille og roligt kravlet op, siden den var nede på bare 72.000 fuldtidspersoner i april 2022. Nu er ledigheden steget til 88.300 fuldtidspersoner, og vi skal tilbage til september måned 2021 for at finde et højere antal ledige. Arbejdsløsheden har dog også ligget utroligt lavt de seneste år, og den ligger fortsat lavere end i årene op til corona, hvor der i gennemsnit var omkring 110.000 ledige.
Dagens tal er ærgerlige nyheder, men der er ikke grund til ligefrem at bimle med alarmklokkerne. Ledigheden fortsat meget lav, og den er i årets første 9 måneder blot steget med 2.000 fuldtidspersoner. Til sammenligning steg ledigheden med godt 5.000 personer i samme periode i 2023. Der skal mere end en enkelt måneds stigning i ledigheden til, før vi for alvor bliver bekymrede.
Vi har desuden fået nye tal fra Jobindsats for antallet af stillingsopslag. Der blev slået 23.520 nye stillinger op i september mod 23.239 i august. Også hvis man højde for almindelige sæsonudsving, svarer det til en lille stigning. Antallet af nye stillinger ligger dermed fortsat noget over niveauet fra før coronapandemien.
Efterspørgslen på arbejdskraft har ligget stabilt til den pæne side det sidste halvandet års tid. Det er glædeligt og vidner om et arbejdsmarked, hvor hjulene bestemt fortsat drejer rundt. Det er også godt nyt for dem, der bliver ledige, som stadig har en del jobs at søge. Selvom der bliver slået færre stillinger op end på toppen i 2021, ligger efterspørgslen på arbejdskraft stadig lunt til.
På trods af den mindre stigning i ledigheden, klarer arbejdsmarkedet sig godt på flere fronter. Beskæftigelsen fortsætter med at stige, om end i et mere adstadigt tempo end tidligere, og med stillingsopslagene til den høje side, er der grobund for en fornuftig udvikling på arbejdsmarkedet.