Travl påske for sommerhusudlejerne
Det er populært at holde påskeferie i et lejet dansk sommerhus, og tusindvis af uger er booket.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der ved udgangen af februar var booket i alt 79.334 husuger i danske feriehuse i marts og april. Det betyder, at påskemånederne når næsthøjeste antal bookinger nogensinde – kun overgået af 2022. For at gøre sammenligningen retvisende tilbage i tid lægger vi marts og april sammen, da påsken kan optræde i begge måneder. En booket husuge angiver, hvor mange hele ugers bookinger der er foretaget til og med udgangen af februar. Statistikken går tilbage til 2005.
Det er populært at holde påskeferie i et lejet dansk sommerhus. Der er i hvert fald booket tusindvis af uger i påskemånederne, og det tyder på, at den næsten umættelige efterspørgsel efter at leje sommerhuse fortsætter. Det er især tyskere, som ynder at tage turen nordpå for at holde ferie i danske feriehuse, men også vi danskere selv synes godt om ferieformen.
De tyske bookinger til marts og april foretaget senest ved udgangen af februar udgør 61.317 husuger. Det er rekordhøjt. De danske bookinger til marts og april udgør 14.096 husuger ved udgangen af februar i år, hvilket er lavere end i 2021 og 2022, men højere sammenlignet med tiden inden coronakrisen.
Der er samtidig kommet friske overnatningstal for februar i danske feriehuse, hoteller, campingpladser, vandrerhjem og feriecentre. I alt bød februar på 2,37 mio. overnatninger. Det er 3,6% flere end i februar sidste år, og dermed rekordhøjt for en februar måned.
Februar bød endnu en gang på rekordmange overnatninger. Det er tredje måned i streg. De flotte overnatningstal, som vi så i 2023, bliver altså båret videre ind i 2024. Den stærke start på året tegner derfor et billede af, at den mærkbare efterspørgsel efter overnatninger i Danmark kan fortsætte.
Der findes ikke bookingtal for hoteller, campingpladser, feriecentre og vandrerhjem, men hvis vi skeler til bookingtallene for antal bookede uger i danske feriehuse for den resterende del af 2024, så ser det ud til, at også i år kommer til at byde på travlhed. Ved udgangen af februar var der i alt booket 436.625 husuger til den resterende del af 2024, hvilket er 6% højere end på samme tidspunkt sidste år. Det vidner om, at 2024 kan vise sig lige så stærk på antallet af overnatninger som 2023 og 2022.