Bankindlånet slår rekord

Alene i 2024 er der føjet hele 63 mia. kr. til formuen, og det bringer altså bankindlånet tæt på 1.200 mia. kr.

Kvinde I Gul Trøje Går Over En Bro

Friske tal fra Nationalbanken viser, at bankindlånet steg med 3 mia. kr. i december. Det bringer bankindlånet op på 1.191 mia. kr. ved udgangen af året, hvilket er endnu en ny rekord. Set for hele 2024 er indlånet gået frem med 5,6%. Til sammenligning steg bankindlånet med 5,4% i 2023.

Bankindlånet slår rekord nok en gang. Alene i 2024 er der føjet hele 63 mia. kr. til formuen, og det bringer altså bankindlånet tæt på 1.200 mia. kr. Selvom bankindlånet er ulige fordelt blandt danskerne, så viser tallene, at danskerne står bundsolidt. Bankindlånet står da heller ikke alene med den fortælling. Vi står med rekordhøj beskæftigelse, mærkbare lønstigninger hos mange danskere og en ganske høj betalingsevne.

Det samlede bankindlån svarer til, at hver voksne dansker over 18 år i gennemsnit har 245.700 kr. stående på bankkontoen ved udgangen af 2024. Det er 11.100 kr. højere end ved starten af 2024. Bankindlånet er dog ulige fordelt, og mange vil derfor ikke kunne genkende beløbet fra deres egen netbank, men det siger alligevel noget om robustheden hos danskerne som en helhed, og står på ingen måde alene.

Det stigende bankindlån afspejles også af, at friværdierne hos boligejerne som helhed er ganske store, som i tillæg har en del at sige for udviklingen i bankindlånet. Når en given boligejer sælger sin sidste bolig, genererer det ofte indlån gennem en årelang værdistigning på boligmarkedet. På den måde ender den forøgede friværdi i sidste ende ofte som frie midler, herunder som bankindlån.

Vi forventer, at bankindlånet fortsætter med at vokse i år. Vi har et stærkt arbejdsmarked med rekordhøj beskæftigelse og hvor lønningerne bevæger sig hurtigere end priserne. Også boligmarkedet befinder sig ganske solidt med forventning om fortsatte prisstigninger, og hvor vi samtidig ser få tvangs­auk­tio­ner og solid betalingsevne. Det er alle faktorer, som er med til at trække pilen op for bankindlånet.

Relaterede artikler