Danskernes pensions- indbetalinger sætter rekord
Og det gør pensionsformuerne tilmed også.
Nye tal fra Nationalbanken viser, at danskerne indsatte 163,7 mia. kr. på pensionen i et pensionsselskab sidste år. Det er 2,8% højere end i 2023. Det er det højeste i hvert fald siden 2015, hvor statistikken går tilbage til. Trækker vi pensionsudbetalingerne fra, så udgjorde danskernes nettoindbetalinger 48 mia. kr.
Danskerne satte 163,7 mia. kr. ind på deres pensionsopsparing i 2024, hvilket er rekordhøjt. I løbet af 2024 er der kommet flere end 34.000 personer i arbejde, mens lønningerne både på det private og offentlige arbejdsmarked havde pæn pil op. Det bidrager alt sammen til at øge pensionsindbetalingerne, som oftest er sat som en procentdel af lønnen.
Der er på sin vis ikke overraskende, at pensionsindbetalingerne stiger år for år. Danskernes pensionsindbetalinger bliver i høj grad udregnet som en procentdel af lønnen, og derfor vil indbetalingerne stige i takt med, at lønningerne stiger, og der kommer flere i arbejde. Samtidig er indbetalingerne højere end de udbetalinger, som der samlet set er til dem, som er gået på pension.
Når der bliver sat mere ind på pensionsordningerne end der bliver udbetalt, så trækker det op i pensionsformuen. Men derudover har pensionsselskaberne også hentet gedigne afkast i 2024 på 269 mia. kr., og det betyder sammen med øgede nettoindbetalinger, at pensionsformuen steg med 317 mia. kr. til i alt 4.351 mia. kr. ved udgangen af 2024.
Pensionsformuerne slår også rekord. De seneste to år er pensionsformuen vokset med mere end 600 mia. kr. Det betyder samtidig, at det tabte fra 2022 er indhentet igen ved udgangen af 2024. Både 2023 og 2024 har da også budt på flotte afkast, som altså sætter sig direkte i danskernes pensionsformue, hvor også øgede pensionsindbetalinger bidrager.