Laveste inflation i 4 år

Inflationen steg i december, men set for året som helhed, så bød 2024 på den laveste Inflationen i 4 år. Det er godt nyt for forbrugerne.

Mand Og Kvinde På Cykel På En Brostensvej Med Gamle Huse

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen steg til 1,9% i december fra 1,6% i november. Også ker­ne­in­f­la­tio­nen steg i december, hvor den lød på 1,5% mod 1,2% måneden før.

 

Dagens tal gør også den samlede inflation op for hele 2024. I gennemsnit var for­bru­ger­pri­ser­ne 1,4% højere i 2024 end i 2023. Det er den laveste inflation set for året siden 2020. Den gennemsnitlige årlige inflation var i 2023 på godt 3%, i 2022 på næsten 8% og i 2021 på knap 2%.

Inflationen steg i december, men set for året som helhed, så bød 2024 på den laveste Inflationen i 4 år. Det er godt nyt for forbrugerne, som de senere år har oplevet høj inflation, der har gnavet sig gennem danskernes pengepunge. Men der er nu kommet markant mere ro på inflationen. Og det betyder, at mange danskere oplever fornyet købekraft. Med undtagelse af en enkelt måned har inflationen ligget trygt under 2% i mere end et år nu. Til sammenligning nåede den kortvarigt op over 10% i 2022. Der er en verden til forskel.

Trods ro på inflationen er oplevelsen hos mange danskere, at priserne fortsat er høje. Faldet i inflationen er nemlig ikke ensbetydende med lavere priser, men blot at priserne bevæger sig op i et langsommere tempo.

Det højere prisniveau bliver vi mindet om ugentligt i vores dag­lig­va­re­ind­køb. Og det har sat sig i danskernes økonomiske bevidsthed, hvor for­bru­ger­til­li­den aktuelt befinder sig på sit laveste i mere end halvandet år. Så alt er bestemt ikke fryd og gammen, men startskuddet til en bedring i danskernes økonomiske humør er den her ro på inflationen. Derfor forventer vi også, at for­bru­ger­til­li­den forbedres i 2025.

Sammenlignet med for 3 år siden er for­bru­ger­pri­ser­ne i dag 12% højere. Ser vi isoleret set på fødevarer, så ligger priserne i dag 23% højere. Og det er noget, som kan mærkes. Det seneste år har en del danskeres lønstigninger imidlertid været pæne og endte med en lønstigning på DA-området på knap 5% i 2024. Men de offentlige lønninger har ikke oplevet samme stigninger og slet ikke over­før­sels­ind­kom­ster. Så der er stor forskel på, hvordan de senere års prisstigninger har ramt danskernes pengepunge, og hvordan dagligdagens indkøb opleves.

Der er ikke udsigt til, at priserne kommer ned. Tværtimod forventer vi faktisk, at inflationen stiger i 2025 og kan komme op i nærheden af 3% sidst på året. Men det bør løn­stig­nin­ger­ne dog kunne hamle op med og resultere i fortsat øget købekraft hos mange danskere. Og den lidt højere inflation i 2025 vil på ingen måde kunne mål sig med den tårnhøje inflation i 2022.

Relaterede artikler