Ledigheden står musestille

Det har sådan set været billedet for ledigheden igennem hele 2024, men strækker sig altså også ind i starten på 2025.

Ledigheden står bomstille

Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at ledigheden steg med beskedne 600 personer i februar, når man tager højde for sæsonudsving. Det kommer i forlængelse af, at ledigheden pegede ned med ca. 1.100 personer i januar. Le­dig­heds­pro­cen­ten lyder på uændrede 2,9% for 15. måned i streg.

Ledigheden står musestille. Det har sådan set været billedet for ledigheden igennem hele 2024, men strækker sig altså også ind i starten på 2025. I løbet af de seneste 14 måneder er ledigheden blot steget med godt 1.000 personer, og det understreger, hvor stille ledigheden i virkeligheden står. Det betyder under alle omstændigheder, at ar­bejds­mar­ke­det præsterer virkelig stærkt, som vi også ser udtrykt i øvrige tal på ar­bejds­mar­ke­det. Beskæftigelsen slår rekord på rekord, og der efterspørges fortsat arbejdskraft fra virksomhederne.

Ledigheden lyder på i alt 87.400 fuld­tids­per­so­ner i februar. Til sammenligning lød ledigheden på omkring 105.000 personer før corona, og her befinder vi os altså noget lavere i dag trods, at ledigheden steg i 2022 og 2023 fra en bund omkring 72.000 personer.

Et stærkt arbejdsmarked er med til at holde ledigheden lav. I 2024 kom der godt 34.000 flere personer i arbejde, og det betyder, at beskæftigelsen slår rekord på rekord og senest med 3.040.000 lønmodtagere i arbejde. Vi får friske be­skæf­ti­gel­ses­tal for januar i morgen, og der kan sagtens ligge endnu en be­skæf­ti­gel­ses­re­kord og vente.

Vi forventer, at ar­bejds­mar­ke­det bliver ved med at præstere. Stil­lings­op­sla­ge­ne ligger fint til, og virksomhederne forventer fremgang i antallet af ansatte. Nye risici har dog meldt sin ankomst for dansk økonomi med massive toldtrusler fra USA. Selvom meget endnu er usikkert, så kan netop usikkerheden resultere i mere til­ba­ge­hol­den­hed hos virksomheder med ansættelser og investeringer. Det er dog endnu ikke noget, som vi for alvor ser endnu. Bagtæppet er under alle omstændigheder rigtig stærkt.

Relaterede artikler