Eurozonens økonomi vokser
Endelig! Selvom der ikke er tale om bragende vækst, er det bestemt gode nyheder.
Nye tal fra Eurostat viser, at BNP i eurozonen i 1. kvartal stiger med 0,3% i forhold til kvartalet før. Det er højere end forventet. Vi skal halvandet år tilbage for at finde en højere kvartalsmæssig vækst. I 4. kvartal lød væksten på -0,1%.
Endelig! Økonomien i eurozonen står ikke længere stille. Selvom der ikke er tale om bragende vækst, er det bestemt gode nyheder. Efter knap halvandet år med tæt på nulvækst er der nu fremgang at spore. Samtidig er inflationen på vej ned, beskæftigelsen går frem, og tilliden til den europæiske økonomi er steget i 2024. Der er et stemningsskift i gang i Europa, hvor økonomien ellers har været noget udfordret.
Ligesom herhjemme, har de europæiske økonomier været ramt af høj inflation og stigende renter. Den slags lægger typisk en dæmper på den økonomiske aktivitet. Nu ser vi til gengæld, at inflationen er kommet i skak, og der er udsigt til, at Den Europæiske Centralbank formentlig snart begynder at sænke renten. Det er godt nyt for Europa.
Billedet er forskelligt på tværs af Europa. I Tyskland er økonomien samlet set skrumpet med -0,2% over det seneste år, og særligt den tyske industri halter. Omvendt har lande som Frankrig, Spanien og Italien haft vækstrater på mellem 0,6% og 2,4%. Heldigvis er tilliden til fremtiden er dog i bedring i de fleste lande, og beskæftigelsen stiger fortsat.
Eurozonens økonomiske situation betyder meget for den danske økonomi. Mere end 50% af den danske eksport går til den europæiske økonomi og det beskæftiger op mod en halv million danske arbejdspladser. Stilstanden i europæiske økonomi kan ramme dansk eksport og danske arbejdspladser.