Tysk inflation i lille stigning
Inflationstallene holder døren helt åben for endnu en rentesænkning fra Den Europæiske Centralbank.
Friske tal bekræfter, at den tyske inflation steg en anelse fra 2,0% i oktober til 2,2% i november. Det samme skete for kerneinflationen, som stiger til 3,0% i november fra 2,9% i oktober. Kerneinflationen er korrigeret for priser på energi og fødevarer. Inflationen toppede for ca. 2 år siden på næsten 9% i Tyskland, mens kerneinflationen toppede i næsten 6%.
Inflationen i Tyskland holder sig grundlæggende tæt på 2% trods den lille pil op i november. Det understreger, at der er kommet langt bedre styr på inflationen i vores naboland. Inflationstallene holder samtidig døren helt åben for endnu en rentesænkning fra Den Europæiske Centralbank, ECB. Vi forventer, at de sænker renten på torsdag, hvilket vil være fjerde gang i år, at der bliver trykket på renteknappen.
Den tyske økonomi er udfordret med ringe erhvervstillid og usikkerhed for fremtiden. I tillæg er den politiske usikkerhed steget efter det amerikanske præsidentvalg og potentiel udsigt til toldsatser, mens også den tyske regering er kollapset med udsigt til nyvalg. På den anden side er renterne begyndt at falde, og det kan give en hjælpende hånd til den hårdt prøvede tyske økonomi.
ECB har sænket renten tre gange i år med i alt 0,75%-point. Og med forventning om endnu en rentesænkning på torsdag, så vil renten være sænket med minimum 1%-point i 2024. Renterne på især de variabelt forrentede realkreditlån er påvirkede af rentesænkninger fra ECB. Mange boligejeres lån med variabel rente er knyttet op på Cita6-renten med F-kort, og den rente er faldet ganske pænt siden i sommers, hvor renten på F-kort senest blev fastsat. Sammenlignet med ved rentefastsættelsen i sommer er den bagvedliggende rente faldet med ca. 1%-point. Og det betyder, at der er udsigt til et fald i renten for mange boligejeres lån, når renten fastsættes på ny til nytår.