Det er ikke banken, der ringer
Digital svindel kan ske for os alle, og det gør det i stigende grad. I banken oplever vi lige nu en markant stigning i antallet af falske opkald til vores kunder. Heldigvis er der 6 simple råd, du kan følge, for at beskytte dig selv og din økonomi.
Når det drejer sig om telefonsvindel, foregår det ved, at kunderne bliver ringet op af svindlere, der udgiver sig for at være fra myndighederne, kommunen eller fra Arbejdernes Landsbank. Opkaldene kan endda se ud, som om de kommer fra vores hovednummer 38 48 48 48 eller fra bankens filialer. Lad dig ikke narre af, at nummeret ser rigtigt ud – det kan nemt forfalskes. Læg på, og ring selv op for at kontrollere.
Pas godt på dine personlige oplysninger, og HUSK:
- Ingen vil bede dig om personlige koder til fx MitID - hverken Arbejdernes Landsbank eller myndigheder.
- Ingen vil bede dig om at overføre penge til konti, du ikke kender.
- Udlever aldrig dit kort eller din PIN-kode.
- Tryk aldrig på links i mails eller SMS’er.
- Indtast aldrig MitID-oplysninger og kort-oplysninger i mails eller SMS’er.
- Ring til os, hvis du er i tvivl.
Få flere gode råd på sikkerdigital.dk.
Mere svindel på næsten alle områder
Det er ikke kun telefonsvindel som er i stigning. Både her i banken og hos politiet ser vi en stigning i stort set samtlige former for digital svindel, og derfor bør alle være opmærksom på risikoen for digital svindel, uanset køn og alder. Vær især skeptisk, hvis du modtager SMS'er eller mails, hvor du bliver bedt om at klikke på et link eller afgive dine personlige oplysninger. Heller ikke selv om det umiddelbart kan lade til, at oplysningerne gives til en, du kender eller er tryg ved. Som fx din kunderådgiver. Er du i tvivl om, mailen eller SMS’en er falsk, så ring til os og spørg.
Er du blevet svindlet?
Er uheldet ude, og har nogen fået adgang til dit kort eller din konto, skal du følge disse step med det samme:
- Spær dit MitID via MitID Support på tlf. 33 98 00 10
- Spær dit kort i net- eller mobilbank (sådan gør du) eller ring til os på 70 15 81 00.
- Kontakt Netbank Support på tlf. 38 48 48 49.
- Anmeld sagen til politiet
Har du brug for hjælp?
Du er altid velkommen til at kontakte os på 38 48 48 48, hvis du har spørgsmål. Du kan også henvende dig til Digitaliseringsstyrelsens Hotline for Identitetstyveri på tlf. 33 98 00 98 eller læse mere her.