Disse 3 ting bør du vide, før du investerer
1. Få din dyre gæld ud af verden først
Først og fremmest er det værd at kaste et blik på dine lån. Hvis du har et realkreditlån i din bolig, er renterne på disse lån pt. historisk lave – så her vil gevinsten ved at betale lånet hurtigere af være relativt lille, naturligvis afhængigt af lånets størrelse. Men hvis du har et forbrugslån til en højere rente, kan det som regel godt betale sig at få denne type lån ud af verden først. Det skyldes, at du betaler mere i rente på dit lån, end du sandsynligvis kan få i afkast ved en tilsvarende investering. Derudover findes der ingen investering, som tilbyder et lige så sikkert afkast end at betale din forbrugsgæld af – uden at du løber en uforholdsmæssig høj risiko.
2. Invester kun penge, du kan undvære i budgettet
Langt de fleste danskere har penge stående på kontoen, og generelt anbefaler vi, at der altid står et beløb svarende til et halvt års udgifter på din konto. På den måde er der luft i budgettet og penge til at betale uforudsete udgifter til bolig, bil, mobiltelefon mv., som vi alle unægteligt støder ind i på et eller andet tidspunkt i vores liv. Men det er klart, at hvis du har penge derudover, du ikke lige står og skal bruge inden for den nærmeste fremtid, er det som regel fornuftigt at lade dem arbejde for dig på markederne i stedet for at have stående på en konto med lav rente.
3. Undgå kortsigtede beslutninger og find frem til dit investeringsformål
Når du skal investere, er det vigtigt altid at gøre det med et formål. Hvis du ikke tager de langsigtede briller på og definerer et specifikt formål med din investering, er det nemlig sværere at danne sig et overblik over, hvor lang tid du vil investere, og hvor meget risiko du er villig til at tage. Hvis formålet med din investering for eksempel er at blive økonomisk uafhængig senere i livet, f.eks. som pensionist, kan aktier med fordel udgøre en stor del af porteføljen, fordi tidshorisonten er lang. Hvis formålet derimod er at investere opsparingen for - om få år - at bruge pengene til at købe eller bygge et hus, bør du måske skrue lidt ned for aktierne og lidt mere op for obligationerne, så du ikke løber en for høj risiko på den korte bane.
Få rådgivning om investering
Ønsker du at få mere at vide om investering og dine muligheder, er du velkommen til at kontakte din rådgiver direkte eller ringe til os på 38 48 48 48 - vi står klar alle hverdage kl. 8-20 og weekend kl. 10-16. Du kan også udfylde formularen herunder - så hører du fra os inden for to hverdage.